Institut for Center-Planlægning rykker til COWI

Institut for Center-Planlægning rykker til COWI

COWI og Institut for Center-Planlægning samler kræfterne

COWI og Institut for Center-Planlægning – også kendt som ICP – er begge velrenommerede rådgivere inden for detailhandelsplanlægning. Nu samler de to virksomheder kræfterne i COWI, hvor ICP's medarbejdere bliver en del af Danmarks største planlæggermiljø i afdelingen for By og trafik.

Den 1. februar 2022 går ICP's medarbejdere ind ad døren til deres nye arbejdsplads på COWIs hovedkontor nord for København. Ved at samle alle kræfter i COWI får kunderne let adgang til helhedsorienteret strategisk rådgivning inden for byplanlægning og byudvikling i allerbredeste forstand. Og det glæder Helle Vang Andersen, der er divisionsdirektør i COWI.

"Øverst på COWIs agenda står, at vi skal hjælpe vores kunder med at skabe bæredygtige samfund, som det er godt at bo, leve og arbejde i, og det gør vores ingeniører og arkitekter og vores samfundsfaglige og naturfaglige eksperter hver eneste dag. Med ICP får vi nu også kolleger med et stærkt merkantilt afsæt for at rådgive om, hvordan man skaber byer, der fungerer godt for både detailhandel, erhvervsliv og borgere. Det kommer vores kunder i f.eks. byggebranchen, detailhandelsbranchen og i kommuner til at nyde godt af."

Sådan lyder vurderingen fra divisionsdirektøren, der som eksempel nævner, at det bliver interessant at kombinere ICP's dybe indsigt i detailhandelsbranchens behov med COWIs Smart City-data om demografisk udvikling, befolkningsprognoser og realtidstrafik.

ICP har i over 50 år været detailhandelsbranchens sikre vidensanker og leveret utallige detailhandelsanalyser, etableringsstrategier, lokaliseringsanalyser, kundeanalyser, projektvurderinger, udviklingsplaner osv. Administrerende direktør Per Nyborg, der har stået ved roret siden 1979, er glad for den fremtid, der tegner sig i COWI-regi.

"Jeg og mine kolleger fra ICP kommer ind i en virksomhed med stærke værdier og tårnhøje ambitioner for bæredygtighed, og dem deler vi. COWI står også stærkt inden for grøn omstilling, og koblet med ICP's ekspertviden om forbrugeradfærd, E-handel og udvikling af kommercielle miljøer åbner der sig spændende muligheder for at hjælpe bl.a. vores offentlige kunder med at udarbejde fremtidssikrede kommuneplaner og lokalplaner."

Også når det handler om planlægning og programmering af byggeriprojekter med bylivsfunktioner, er der tale om et godt match. "Her er der især synergier at hente i et samspil mellem ICP og COWIs arkitektvirksomhed Arkitema, hvor ICP's kommercielle forståelse for, hvad der tiltrækker handlende og erhvervsdrivende kan blive et stort plus for kunder i byggesektoren," siger divisionsdirektør Helle Vang Andersen, der slutter med håbet om, at kunderne vil tage godt mod nyheden om, at ICP og COWI samler kræfterne.

Kontaktoplysninger

Per Nyborg
Indehaver af ICP
Telefon: 4050 0433
Mail: pn@icp.dk og pnth@cowi.com

Jesper Bredgaard
Afdelingschef for By og trafik
Telefon: 4176 4011
Mail: jrbd@cowi.com

COWIs pressekontakt
Mikala Satiya Rørbech
Telefon: 4160 0033
Mail: mirb@cowi.com